Pensionsselskaberne skal vågne op

Fra Penge & Privatøkonomi nr. 8, 2010. Af Søren VerupDato: 27.7.2010

•  
•  

Pension:

---

2,3 millioner danskere betaler hver måned til en eller anden form for arbejdsmarkedspension via deres løn. Arbejdsmarkedspension er en slags firmapension, hvor selve pensionsaftalen er en del af en overenskomst, aftalt mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

Princippet er enkelt. Arbejdsgiveren betaler en procentdel af lønnen, og lønmodtageren betaler en næsten tilsvarende procentdel. Pengene sendes til et pensionsselskab, der fordeler pengene på forskellige typer af opsparingsformer: kapital- og rateopsparinger samt livrenter og diverse forsikringer. Og det er så her balladen opstår. For pensionsselskaberne snorksover. Det viser sig nemlig, at de ikke fordeler pengene på de opsparingsformer, der ud fra et skattemæssigt synspunkt er mest optimale for den enkelte opsparer.

Den optimale rækkefølge

Faste læsere af denne kommentar vil vide, at opsparingsrækkefølgen for danskere, der ikke betaler topskat, er følgende: Først indbetaler du på en kapitalpension op til maksimumsbeløbet på 46.000 kroner årligt. Derefter indbetaler du enten på en rateopsparing eller livrente, suppleret med opsparing i frie midler og/eller fast ejendom. Det skyldes, at en kapitalpension altid kan omdannes til en rateopsparing eller en livrente, inden den udbetales. Dermed opnås den størst mulige frihed til at planlægge pensionsydelserne optimalt i forhold til de økonomiske forhold ved pensionering.

For personer, der kan trække pensionsindbetalingerne fra i topskatten, hedder rækkefølgen: Først ratepension op til loftet på 100.000 kroner. Derefter livrente, kapitalpension og/ eller opsparing i frie midler og/ eller fast ejendom.

Selskabernes idioti

Denne strengt logiske og skatte- og frihedsmæssige optimale opsparingsrækkefølge kender de professionelle pensionsselskaber og arbejdsmarkedets parter tilsyneladende ikke til. Og det er underligt.

For virkeligheden er, at dine penge bliver fordelt på en blanding af enten kapitalpension, livrente eller rateopsparing ud fra nogle mere eller mindre fastlagte rammer, og ikke ud fra din indkomst og dit naturlige ønske om størst mulig frihed.

Dermed forhindrer både din fagforening og din arbejdsgiver dig aktivt i at spare op optimalt inden for de aktuelle pensions- og skatteregler. Hvis du ikke vil € nde dig i det, så stil krav til din arbejdsgiver og din tillidsmand.

Hvad er deres forsvar?

Når man så spørger selskaberne og branchen – og det har jeg gjort – lyder svaret, at det var de ikke helt opmærksomme på. Men når de så får vendt skråen en gang, så lyder det, at det skyldes, at de ser opsparingen ud fra et andet perspektiv. Og det handler om formynderskab.

Opsparingen i arbejdsmarkedspensioner blev for alvor indledt i 1991 med det formål at øge selvforsørgelsen ved pensionering. Et ædelt og godt formål. Men pensions og skattereglerne var helt anderledes dengang.

Konkret betyder det for eksempel for pensionskunder i PenSam, der er et af de største selskaber, at halvdelen af opsparingen hos dem tvangsmæssigt går til livrente og forsikringer, mens resten kan fordeles individuelt på for eksempel kapitalpension.

Vågn op!

Der er absolut fornuft i livrenter, hvis målet er et supplement til folkepensionen og ATP. Men min pointe er, at tvungen livrente for personer, der ikke betaler topskat fratager den enkelte friheden til at planlægge sine pensionsydelser optimalt i forhold til privatøkonomien som pensionist.

Og det er endda ikke vanskeligt for pensionsselskaberne at finde ud af, hvilke kunder der betaler topskat eller ej. De kender nemlig den procentsats af lønnen, den enkelte betaler, og så er det meget simpelt at regne baglæns og finde ud af, hvilken årsløn kunderne har. Jeg vil derfor opfordre pensionsselskaberne, fagforeningerne og arbejdsgiverne til at vågne op.

Giv kunderne friheden til at spare op optimalt. Yd rådgivning, så alle bliver glade. Hvor svært kan det egentlig være?